Annonce
Langeland

Ørsteds opdagelse fylder 200 år: Kendt filosof hylder videnskabsmanden

Vincent Hendricks er forfatter til en række bøger og er en efterspurgt foredragsholder. Den 21. juli kan du høre ham i Rudkøbing.
For præcis 200 år siden sendte den langelandske videnskabsmand H.C. Ørsted et notat, der blev afgørende for udviklingen af moderne teknologi. Det skal markeres med et besøg af en af nutidens fremtrædende forskere.
Annonce

RUDKØBING: I år er det 200 år siden, at videnskabsmanden Hans Christian Ørsted opdagede elektromagnetismen.

Det skal markeres i hans fødeby, Rudkøbing, med et besøg af en af nutidens fremtrædende tænkere, professor i formel filosofi ved Københavns Universitet Vincent Hendricks.

Den 21. juli er det præcis 200 år siden, at H.C. Ørsted sendte et opsigtsvækkende notat til europæiske og amerikanske videnskabsmænd.

Heri beskrev han, at han havde fået en magnetnål i et kompas til at bevæge sig ved at lade elektrisk strøm løbe gennem en platintråd hen over kompasset.

Annonce

Helt nyt forskningsfelt

Opdagelsen kom som et chok for mange af samtidens forskere, da den var i modstrid med deres teorier, men opfindelsen kom til at åbne for et helt nyt forskningsfelt inden for elektromagnetismen.

Derfor er det passende, at Vincent Hendricks holder foredrag om H.C. Ørsteds banebrydende tænkning netop den 21. juli klokken 11.00 på Gåsetorvet i Rudkøbing.

Foruden foredraget, der vil komme ind på både elektromagnetisme og guldaldersaloner, vil Vincent Hendricks lægge en krans til minde om H.C. Ørsted, der var født i Rudkøbing i 1777, ved foden af Bissens statue af ham på Gåsetorvet.

Annonce

Ekstraordinær mulighed for at se apotekerhaven

Herefter vil der være mulighed for at besøge den gamle apotekerhave, hvor H.C. Ørsted legede som barn.

Den private have er normalt ikke åben for besøgende, men som et ekstraordinært tilbud har ejeren af den gamle apotekerbygning åbnet haven for interesserede netop den 21. juli.

Alle er velkomne til at høre foredraget, betragte kransenedlæggelsen og derefter gå en tur i den gamle apotekerhave. /ankje

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Annonce