Annonce
Ærø

Ærø Tænketank vil samle viden og erfaringer fra Ærø

Metha Feddersen og Ulla de Frey er initiativtagere til Ærø Tænketank. Foto: Helene Thau Jackson.
Det nye initiativ Ærø Tænketank skal være et netværk af personer på Ærø med erfaringer, viden og ressourcer indenfor forskellige områder. Initiativtagerne bag håber, at tænketanken kan blive brugt af de ærøske politikere, når der skal tages beslutninger.

Ærø: En gave til kommunalbestyrelsen.

Sådan beskriver Metha Feddersen og Ulla de Frey det nye projekt, Ærø Tænketank, som de to kvinder står bag.

Idéen er at skabe et netværk af mennesker og institutioner på Ærø med viden, erfaringer og ressourcer om forskellige emner, som de ærøske politikere så kan trække på.

- Det er lidt som en gave til politikerne. Politikerne kan bruge øens mange ressourcer i stedet for straks at bruge penge på konsulenter fra København. Så kan vi hjælpe med at pege på folk med uddannelse, viden og netværk i det felt, forklarer Metha Feddersen, og Ulla de Frey tilføjer:

- Det handler om at samarbejde om idéer og løsninger. Vi vil være en formidlingscentral, og vi håber, at det kan få indflydelse. Når man tager en stor beslutning, skal man undersøge det først, og det vil vi gerne hjælpe til med.

Annonce

Samskabelse

Metha Feddersen og Ulla de Frey er gået sammen om projektet, fordi de mener, at der mangler borgerinddragelse, når der bliver taget beslutninger i kommunalbestyrelsen.

- Vi oplever en fortvivlelse over, at det ikke fungerer så godt som det kunne, siger Metha Feddersen.

De nævner blandt andet solcellesagen i Thorup og planerne om en Netto på havnen i Marstal, som eksempler på, hvor de mener, der skulle have været mere borgerinddragelse.

- Hvis der er et problem, der skal det tales om, så kan man lige så godt inddrage borgerne med det samme. Alle politikere taler om borgerinddragelse og samskabelse, og her er virkelig en chance for at politikerne kan komme i kontakt med borgere, siger Ulla de Frey.


Hvis der er et problem, der skal det tales om, så kan man lige så godt inddrage borgerne med det samme.

Ulla de Frey


Tænketanken er ikke partipolitisk og vil opdele netværket i arbejdsgrupper, der fokuseres indenfor forskellige emner som grøn energi og miljøløsninger; naturens ve og vel; menneskers kår på Ærø og forbedring af havnemiljøerne. Arbejdsgrupperne skal arbejde selvstændigt, mens de to initiativtagere vil stå for at formidle kontakten mellem politikerne og grupperne.

Indtil videre har Tænketanken allerede et samarbejde med Ærø Eksperimentet og Det grønne iværksætterhus. Metha Feddersen og Ulla de Frey har skrevet rundt til kommunalbestyrelsens medlemmer og præsenteret deres idé, men kun fem ud af 15 politikere har indtil nu vendt tilbage. Men det betyder ikke, at idéen lægges i graven, forsikrer Metha Feddersen:

- Vi fortsætter alligevel. Så bidder vi os bare fast.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Svendborg

Endelig sammen igen: Skål!

Annonce