Annonce
Ærø

Løsgænger Jens Weiss vil danne nyt parti 'Ærø i Centrum': - Jeg har så mange ønsker for Ærø

Løsgænger Jens Weiss, tidligere socialdemokrat, er på vej til at etablere partiet Ærø i Centrum. Foto: Katrine Becher Damkjær
Løsgænger Jens Weiss vil etablere partiet Ærø i Centrum for i fremtiden at have "rygdækning" for sin politik. - Jeg har så mange ønsker for Ærø, at det kan jeg ikke selv overskue, siger han. Der er stiftende generalforsamling den 5. marts.

Ærø: Jens Weiss, som i øjeblikket er løsgænger i Ærø Kommunalbestyrelse, vil etablere et nyt parti. Det sker, når partiet Ærø i Centrum efter planen dannes ved en generalforsamling den 5. marts.

Ifølge materialet om det nye parti har Ærø i Centrum en grøn dagsorden med en "midtsøgende", "socialt balanceret dagsorden". Partiet vil styrke Ærøs "uudnyttede muligheder i natur, erhvervsudvikling, bosætning og beskæftigelse" og vil tiltrække og fastholde iværksættere. Partiet vil også inddrage borgerne i højere grad end i dag og mener, at naturen på Ærø "skal være dynamo for turisme og erhvervsudvikling".

Jens Weiss, som i øvrigt inviterer interesserede til at være med til at udvikle politikken, siger om baggrunden for at starte partiet:

- Jeg har så mange ønsker for Ærø, at det kan jeg ikke selv overskue. Så jeg skal have nogen til at hjælpe.

Han har haft en dialog med en gruppe mennesker om partiet, men vil ikke offentliggøre nogen navne endnu, før de har skrevet sig på en officiel liste.

Jens Weiss har været i vælten i denne uge, efter at han onsdag aften i byrådssalen talte for at give færgedirektør Keld Møller en advarsel for "grov tilsidesættelse af sin embedsmandspligt." På spørgsmålet om, hvorvidt han har haft betænkeligheder over at offentliggøre planerne nu efter balladen om hans person, siger han.

- Nej, tværtimod. Jeg har virkelig behov for at have rygdækning for det, jeg laver, siger han og håber, at det kan gøre en forskel, at der fremover ikke står "løsgænger" ud for hans navn.

- Forskellen er, at nu kommer der et officielt politisk parti på, i stedet for at det er personcentreret omkring mit navn. Det vil give mulighed for at lave et bedre politisk håndværk. Og jeg håber stadig på et bredt samarbejde, siger han.

Jens Weiss blev ved valget i 2017 valgt ind i kommunalbestyrelsen for Socialdemokratiet, men valgte sidste år at træde ud af partiet efter en længere strid med bestyrelsen.

Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Leder For abonnenter

Fyns Amts Avis mener: Myresauce kvalt af absurde fødevareregler

Nogle gange er regler fine og udmærkede. Andre gange er de absurde og kafkaske. Andreas Davidsens chilisauce med orangemyrer, som nu er tilbagekaldt, havner i den sidste kategori. Andreas Davidsen er ved siden af sit job som pædagog naturmand og interesseret i mad og har i sit firma Vild Ild kreeret en række chilisaucer. En af dem indeholder så altså nogle myrer, som han har fundet i naturen, og som giver en ganske særlig smag af citrus. Da redaktionen prøvesmagte den, fik den skudsmålet "stærk, men har også en sød undertone og en tydelig citrussmag, der bliver forstærket, hvis man er så heldig at få en orangemyre eller to med i sin portion." Saucen var åbenbart for stærk kost for fødevaremyndighederne, da de kom på kontrolbesøg. Ikke fordi der er myrer i, for det har vi jo hørt om før, især da stjernerestauranten Noma gjorde sit indtog på den danske madscene. Men fordi myrerne ikke er godkendt, da Andreas Davidsen selv indsamler dem i naturen uden at få dem risikovurderet, som det hedder. Og det er da fint, at myndighederne vil skåne forbrugerne fra sundhedsrisici, men her får man hurtigt den tanke, at det er en regel, der mere er til for reglens skyld end for forbrugernes. Alene når man hører ordet EU-forordning og i tillæg erfarer, at den pågældende forordning daterer sig tilbage til 1997, bliver man helt træt. Yderligere barokt bliver det, når fødevarechef ved Fødevarestyrelsen Henning Knudsen forklarer, at hvis man havde spist disse myrer, inden forordningen trådte i kraft, ville det have været i orden. Og helt absurd er det, at hvis der i en lille landsby i eksempelvis det vestlige Ungarn havde været en tradition med at spise orangemyrer, ville Andreas Davidsens sauce også have været inden for skiven. Fødevarechefen sammenligner også med iberiske skovsnegle, men det giver jo ikke megen mening. For det første er myrerne set før, og for det andet er dræbersnegle alt andet lige en kende mere uappetitlige end orangemyrer. Hvis der havde været tale om falsk varebetegnelse, eller det havde været skjult for forbrugeren, at der var tale om en myreholdig sauce, kunne man forstå nidkærheden. Men her fremgår det jo på selve etiketten, at der er myrer i spisen, og så må det vel være op til den enkelte, om man har lyst til at sætte tænderne i en myre. En lille iværksætter, der har det her som sin nebengesjæft at lave saucer, har jo ikke en chance for at gå igennem de procedurer, som det ville kræve at få godkendt sådan en sauce gennem for eksempel DTU's fødevareservice. Det er både en dyr og omstændelig affære. Destruktionen af myresaucen er et eksempel på, at regler og bureaukrati kvæler folks gode idéer og virkelyst.

Annonce