Annonce
Kultur

Årets sanseudstilling: Naturens skrøbelighed er stadig til at føle på - uden at røre

Tine Kortermands værker er ofte en hybrid imellem videoinstallationer, performancekunst og elektroakustisk musik, der spænder fra popkultur til det nyskabende udtryk. Til udstillingen har hun komponeret et originalt video- og lydværk. Foto: Klaus Knakkergaard
Tine Louise Kortermand har løbende måtte ændre årets sanseudstilling, så den passer til coronaens restriktioner. Men på mange måder har de mange benspænd måske skærpet vores fokus på det, det handler om: ro, fordybelse og en verden vi skal passe på.

Kendere af Brandts årlige sanseudstilling, gør sig formentlig samme undren, som denne signatur gjorde sig kort før mødet med årets kunstner. Hvordan skaber man en sanseudstilling i corona-tider?

Kender du ikke til sanseudstillingen, bør det her indskydes, at det traditionelt er en udstilling, der inviterer til opdagelse i kunsten på en ofte legende og - som navnet antyder - sanselig måde. Et kunstnerisk legeland, hvor især de yngre gæster får stimuleret fantasi og fysik.

Hvordan gør man det i en tid med restriktioner på sidstnævnte?

Annonce

Det korte svar er at lægge ekstra tryk på førstnævnte. Det lange svar kræver kunstnerens egne ord. Hun hedder Tine Louise Kortermand, og hun har skabt en udstilling, der grundlæggende griber om naturens skrøbelighed, og hun undersøger, hvordan verden mon ville se ud, hvis vi mennesker en dag ikke længere er her.

- Det er en udstilling, der giver rum til fordybelse og eftertænksomhed, men som samtidig også gerne skal kunne opleves helt umiddelbart. Det er en udstilling, der rummer tilpas mange lag til, at den gerne skulle være en oplevelse for alle aldre, siger hun om udstillingen, der har titlen "Byen under byen".

Helt konkret består udstillingen af otte små træhuse, der hver rummer en naturoplevelse. Via videoprojektioner, lydbølger, vilde blomster og planter fra den fynske grøftekant, har hun skabt et univers, der ved at imponere, skal forføre og plante en eftertænksomhed over vores værdifulde - men stærkt skrøbelige - natur.  Helt centralt for udstillingen er otte personlige og virkelige fortællinger om naturoplevelser, som de anonyme hovedpersoner deler med publikum.

- Mit arbejde starter altid med at indsamle fortællinger og personlige historier. Både det visuelle materiale og lydene til udstillingen er hentet fra naturen og byen. Derefter bearbejder og manipulerer jeg lydene, så de får dybde, bliver stoflige og levende. Hvert lille miniaturehus i udstillingen har således sit helt eget lydværk. Og når du bevæger dig rundt mellem planeterne, ændres udtrykket og dermed også lydbilledet, siger hun.

Udstillingen er baseret på otte personlige fortællinger om naturoplevelser. De spænder bredt fra en fynsk sheltertur til et helt liv med Grønlands natur som inspiration. Foto: Klaus Knakkergaard

Benspænd

Arbejdet med sanseudstillingen tog sin begyndelsen for mere end et halvt år siden. Enhver ved, hvordan virkeligheden har ændret sig frem og tilbage mod det normale i den periode, og derfor er den udstilling, som du lukkes ind i 21. april, heller ikke den, Tine Kortermand oprindeligt havde planlagt.

Byen under byen

Sanseudstillingen Byen under byen er en poetisk totalinstallation for hele familien, skabt af den danske video-, lyd- og performance-kunstner Tine Louise Kortermand, som er uddannet fra Det Fynske Kunstakademi.

Den åbner sammen med resten af Kunstmuseum Brandts 21. april.

Om corona på museet: Når du besøger Kunstmuseum Brandts skal du fremvise et gyldigt coronapas, hvor du skal dokumentere ét af følgende:

- At du er færdigvaccineret.

- At du har været smittet med corona inden for de sidste 2-12 uger.

- En negativ covid-19-test (antigen eller PCR) som max. må være 72 timer gammel fra det tidspunkt, du blev testet.

Du skal samtidig fremvise ID ( f.eks. pas, kørekort eller sundhedskort). Børn under 15 år er fritaget for ovenstående.

Du skal bære mundbind eller visir under dit besøg (dog ikke, når du sidder ned). Dette gælder ikke børn under 12 år.

- Den er nok blevet ændret 20 gange i løbet af arbejdet. Sådan er det. Det er vilkårene, og netop fordi det har været sådan, virkeligheden har været, har det på en eller anden måde været nogle virkelig interessante benspænd at arbejde med. Jeg havde oprindeligt en plan om at, at publikum kunne klippe figurerer, som de kunne lave skyggespil med. Det kan vi ikke på grund af corona, men til gengæld kan publikum bruge sig selv. Hele den løbende udvikling har været enormt spændende at arbejde med, når det nu ikke kunne være anderledes, siger Tine Kortermand.

Kurator på udstillingen, Henriette Nielsen, ser også kun de organiske benspænd som udviklingsgreb i coronaens uafrystelige lys. Langt hen ad vejen har de været med til at udvikle sanseudstillingen.

- Det har været spændende at se, hvordan Tine har arbejdet med de her benspænd, som coronaen har givet. Jeg synes, det er lykkes at skabe et fascinerende univers, der flytter sanseudstillingen i en lidt anden retning. Sanseudstillingen er ofte noget, publikum forbinder med tempo og fart, og her inviterer vi i langt højere grad ind til fordybelse og ro - men stadig med rig mulighed for at bruge fantasien og sanserne, siger hun.

Udstillingen sætter fokus på naturens skrøbelighed, og den udforsker tanken om, hvordan verden mon ser ud, hvis vi mennesker en dag ikke er her. Klaus Knakkergaard
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce