Årets gang i Troensehaven: Til pynt, til uhygge og til gryden

Heldigvis kan man efterhånden købe et pænt udvalg mange steder udover de orange, der er beregnet til at skære ud som halloween-lygter, og som i øvrigt ikke er så velegnede til at spise.

Jeg havde i år ellers forestillet mig, at græskarrene ville brede sig ud over plænen i den nyetablerede hobbyhave, hvor der var gjort plads til at plante dem i bede under frugttræerne.

Jorden blev forinden forkælet med masser af næringsrig kompost, og der blev suppleret med lidt ekstra i løbet af sæsonen. Trods det, så er der kun kommet tre sølle græskar ud af fem planter - ikke imponerende!

Hvad er det, jeg gør galt, hvorfor vil de ikke gro og sætte masser af bær hos mig? Det har jeg sat mig for at undersøge nærmere.

Ja, du læste rigtigt. Græskar er ikke en grøntsag men et bær. Når man ser på de lårtykke squash med en længde på en halv meter, som jeg høster i min køkkenhave, fordi jeg har glemt at høste dem i tide, så må man sige, at det er store bær.

Eller når jeg hvert år i oktober lægger vejen forbi Tivoli i København, hvor Danmarks største kæmpegræskar Cucibita maxima udstilles, så forundres jeg over, at græskar er et bær. Det er også verdens største bær. Særlige arter af kæmpegræskar kan blive gigantiske. Sidste år slog vinderen af Danmarks største græskar nordisk rekord. Det vejede 970,4 kg, og der skulle en kran til at løfte det på plads.

Græskar og squash stammer oprindeligt fra Amerika. Det var en af de første afgrøder, man dyrkede. De tidligste er dateret tilbage til mellem 7000 og 5000 år f.kr., hvor de blev dyrket af indianere. Der er fundet rester af græskar i huler i Mexico.

Europæiske erobrere tog frø fra græskar og squash med tilbage til Europa, hvor de dengang primært blev fremavlet i Middelhavsområdet. Her var klimaet lunt og kunne sammenlignes med, hvor bærrene oprindeligt voksede i Amerika. Det dateres tilbage til 1600-tallet, hvor det især var Spanien og Frankrig, som fremavlede mange nye sorter.

Det siger noget om, at græskar og squash kræver et lunt klima for at nå at vokse sig store og modne. Derfor var det først langt senere, at de nordligste lande i Europa tog dem til sig og begyndte at dyrke dem. Men der havde man også fremavlet sorter, der med godt resultat kan dyrkes under vores himmelstrøg. Det gælder f.eks. de velkendte gule og grønne squash, hokkaido og butternut-squash.

På Samsø har jeg set store marker fyldt med de klassiske, orange halloween-græskar. På marker ved siden af kan man ane pyntegræskarrene i gule, grønne, hvide og orange farver og i alle tænkelige former, striber og pletter. Hokkaido og butternut-squash vokser side om side med søgrønne centner-græskar, der både kan spises og er til pynt.

Jeg har lidt svært ved at forså, hvad forskellen er på squash og græskar. Og er zucchini og courgetter det samme som squash? For der findes så mange forskellige betegnelser for dem - squash og sommersquash, græskar og vintergræskar. Fælles for dem er, at de stammer fra samme plantefamilie ”Cucurbita ”, som meloner og agurker i øvrigt også stammer fra.

I Italien er benævnelsen for squash zucchini, i Frankrig kalder man dem courgetter. Det er det samme bær, man taler om, og det er en squash. Kært barn har mange navne.

Men hvad er så forskellen på squash og græskar? Det er ganske enkelt tidspunktet på året, hvor de er klar til at blive høstet og spist samt deres evne til at kunne gemmes til forråd. Squash høstes tidligst og spises umoden kort efter høst, hvorimod græskar er mere hårdskallet, hvilket gør dem egnede til at blive gemt til vinteren.

Før i tiden var græskar derfor en værdifuld handelsvare, fordi den kunne holde så længe, at andre grøntsager for længst var spist.

Squash og græskar er en af de afgrøder, man bør forspire. Det er især vigtigt for hokkaido, butternut-squash og de såkaldte vintergræskar, der har en lang udviklingstid på 80-130 dage alt efter sort, hvis de skal nå at modne, før frosten sætter ind. Planterne skal nemlig nå at blive store i væksten og sætte blomster, før de sætter græskar.

Det er et mindre problem med de tidlige squash, man spiser, før de modner, altså dem, som man også kalder for zucchini og courgetter. Man kan godt nå at få et stort udbytte, hvis de sås på friland sidst i maj. Vejret skal nemlig være lunt, jorden bekvem, og faren for nattefrost skal være ovre.

Jeg såede i år 10 forskellige sorter af vintergræskar, fordi jeg ville have et flot udvalg af de fineste. Der var de irgrønne flade, de store bulede grønne, nogle med dutter og andre med striber i de skønneste farver og former. Der var de små buttede, som starter med at være grønne og ender med at blive mokkafarvede. Jeg købte dem sidste år og tog frø.

Frøene blev sået i april i hver sin potte i så- og priklejord og blev placeret indenfor i vindueskarmen. Det gik stærkt med spiringen, for efter 14 dage var der små kimplanter, som jeg pottede om i større potter med næringsrig pottemuld.

Midt i maj blev de sat ned i drivhuset og voksede her videre. Græskarplanter er mere følsomme over for blæst end for kulde, så derfor skulle de stå i læ i den første tid, indtil det blev lunere i vejret i juni. Ikke en eneste plante gik til, så jeg havde rigeligt at tage af, da de skulle plantes ud. Der blev kun plads til fem.

Græskar er ret glubske planter, der kræver meget gødning og vand. Og så fylder de meget, for de får lange stængler, der løber hen ad jorden. Nogle kan blive over 10 meter lange, for de søger derud, hvor der er masser af sol.

I Hobbyhaven er der både sol og læ, så jeg tænkte, at de fint ville kunne udvikle bladmassen til en start under frugttræerne for så at lade planternes lange stængler brede sig ud i solen, når de skulle sætte bær. Blot jeg holdt dem ved lige med vand og næring, så gik det nok, tænkte jeg.

Det, jeg gjorde forkert, var følgende: De blev plantet alt for tæt. Hver plante kræver minimum 1 kvm. Store planter kræver nemlig et stort rodnet. Jeg plantede to-tre pr. kvm. Det er altså væksten nede under jorden, der bestemmer kravet til plads, for hver plante sendte, som forventet, lange stængler ud over plænen.

Der var for meget konkurrence fra frugttræerne, de var plantet under, selv om der skam kom lys ned til planterne. Der blev for tørt, og der var kamp om næringsstofferne.

Jeg fik ikke vandet nok og ikke regelmæssigt nok. Græskar kræver rigtig meget vand, langt mere end så mange andre afgrøder. De må nemlig aldrig mangle vand.

Der må maksimalt være fire græskar på hver plante, for at de kan udvikle store græskar. De satte blomster, og jeg sørgede for, at der kun var fire-fem hunblomster på hver plante. En plante bærer både han- og hunblomster. Hanblomsterne sidder for enden af en lang stilk, og hunblomsterne sidder for enden af en udposning, der senere gerne skulle udvikle sig til græskar.

Jeg var så ivrig efter at plukke hanblomsterne af, for de smager virkelig godt, når de ristes i olivenolie. Måske var jeg for ivrig og plukkede for mange af, så hunblomsterne ikke blev nok bestøvet.

Nede i køkkenhaven voksede squashplanterne til store flotte planter, der hver især fyldte mere end en kvm. De sætter ikke lange stængler, men bliver ved med at skyde fra basis af planten.

Butternut-squash bandt jeg op til espalier, for sidste år havde jeg stor succes med at dyrke dem i plantestativ. Der var opstået et hul ved siden af abrikostræet, så her kunne de plantes. De voksede lystigt og satte masser af squash. Vi har allerede høstet flere og venter nu med spænding på, om de sidste når at blive klar, inden det bliver alt for koldt, og væksten derfor går i stå.

Græskarplanterne er allerede visnet. De få græskar, der kom ud af anstrengelserne, er høstet. Men squashplanterne, herunder butternut-squash, er stadig grønne og friske.

Græskar høstes, når de er fuldt udvoksede, og både stængel og skræl er hård, ellers kan de være svære at opbevare i længere tid. Hvis man vil gemme dem til at spise, så skal de tages ind, inden den første frost kommer.

Så længe vejret tillader det, og der ikke er udsigt til en meget våd periode eller nattefrost, er det bedst at lade græskar stå, hvor det blev plantet og modne her. Selv om planten er visnet ned, så bliver græskarret ved med at modne. Er det en regnfuld periode, så er der risiko for, at stænglen begynder at rådne. Man kan stille dem på højkant imens de stadig er i haven, så vandet løber fra.

Det er typisk i første halvdel af oktober, at græskar er modne nok til høst. Det kunne jeg også konstatere, da jeg i forrige weekend var på Samsø og købte nogle pragteksemplarer med hjem.

Nu står de pralende ved siden af mine egne undermålere af græskar, der kunne have haft en langt bedre vækstsæson, hvis de var blevet sået i Samsøs fede jord og lune klima.

Hvis græskarrene derimod skal spises og opbevares i længere tid, er det vigtigt, at de eftermodner. Både stængel og skræl skal blive helt gennemtørre. Så rådner de ikke så let. Jeg eftermodner kun de græskar, der er lækre at spise, f.eks. hokkaido. De andre pyntelige græskar bruges udenfor som dekoration, og de må holde så længe, de kan. Ofte klasker de sammen efter frost, eller de når at rådne ved stænglen, når efteråret er vådt og klamt.

Man eftermodner ved at opbevare græskarrene ved minimum 20 grader (gerne højere) i mindst 10 dage.

Pyntegræskar kan holde sig fra tre-fire uger og måske helt frem til jul. Vintergræskar kan - alt efter sort - holde sig fra et par måneder og helt op til et år, hvis de tørres ordentligt og opbevares et tørt og køligt sted ved ca. 12 grader.

Temperaturen må ikke komme under 10 grader. De må ikke stå direkte på gulvet, hvor der kan dannes kondens, men stil dem på f.eks. riste eller kviste, så der kan komme luft under dem.

Hvis jeg boede på landet og havde en mark med bunker af møg, ville jeg dyrke vintergræskar. Så plantede jeg dem oven i møgbunken og lod stænglerne brede sig ud over marken, hvor de kunne få masser af sol. Jeg ville dække møgbunken med planteaffald, så der blev holdt på fugten i tørre perioder og hælde en masse vand på, som jeg har opsamlet i regnvandstønder.

Man kan tænke sig til meget og beslutte sig til lidt. Jeg vælger nu, at jeg aldrig mere dyrker vintergræskar i Troensehaven.

Så hellere tage på weekend på Samsø eller andre steder, hvor der dyrkes græskar, og fylde bilen med pragteksemplarer nøje udvalgt til at pryde på gårdspladsen sammen med efterårets krukker.

Hokkaido køber jeg i gårdsalg eller supermarkeder, når jeg har brug for dem. Men jeg vil ikke undvære at dyrke butternut-squash og zucchini, courgetter, eller hvad de nu hedder. Så kan jeg nemlig både få fornøjelsen af blomster og squash.