Annonce
Læserbrev

Åbent brev: Tilbagekald beslutningen om lukning af Bostedet Øksendrup

Byrådsmødet 26. november var en grusom oplevelse. Alle som en af byrådsmedlemmerne var bedrøvede og kede af det. På grund af deres egen beslutning om at slagte bo-institutionen "Bostedet Øksendrup".

I Enhedslisten Nyborg er vi ikke kun kede af byrådets beslutning, men det er uhørt, at det er besluttet at tvangsflytte nogle af kommunens borgere, som har meget brug for ro og stabilitet. Bostedet Øksendrup er et hjem for nogle af Nyborg Kommunes mest udsatte borgere. "På Bostedet Øksendrup bor der primært borgere, som er udviklingshæmmede, senhjerneskadede og som samtidigt kan være domsanbragte til behandling. Størstedelen af beboerne har yderligere en psykiatrisk overbygning og/eller gennemgribende adfærdsforstyrrelse" er kommunens egen beskrivelse af borgerne på institutionen. Det var en god og forsvarlig beslutning for 5 år siden at hjemtage kommunens egne borgere til en beskyttet lille boenhed i Øksendrup. Driften af bostedet har fået gode vurderinger af tilsynsmyndighederne. Kommunen investerede i oprettelse og udvidelse af bygningsmassen. Samtidig var det en økonomisk fordel på det tidspunkt. Lige nu viser det sig, at økonomien driftsmæssigt ikke er så god. Økonomiske beslutninger på dette her område skal ikke tages ud fra et kortsigtet grundlag. Der har været "overskud" i en årrække.

I det sidste halve år burde der havde været en ekstrabevilling for at fastholde bostedet i en god kvalitet. Social- og Familieudvalget og Byrådet kender reelt ikke de fremtidige bo- og opholdsomkostninger, når borgerne igen skal placeres andre steder.

For igen at få dem i stabil gænge efter deres tvangsflytning, kan det nemt medføre ekstra omkostninger ud over det forventelige. Disse borgere kan og skal vi ikke kaste rundt med, ud fra hvad der måske lige nu er økonomisk bedst for kommunen.

Vi bør handle ud fra, hvad der er bedst for borgerne på lang sigt. Enhedslisten Nyborg opfordrer byrådet til at tilbagekalde beslutningen og tænke på borgerne, i stedet for kortsigtede økonomiske vurderinger, der muligvis vil koste mere på lang sigt.

Vi anbefaler, at kommunen bruger én million af driftreserverne i budgetaftalen for 2020 og overslagsårene til at sikre, at nogle af vores mest udsatte borgere også fremover har det hjem, som de i dag bebor, og hvor de har en vis tryghed, med delvist fast og kendt personale.

Annonce
Foto: Patrick Dejbjerg
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Annonce
Forsiden netop nu
Debat

Min Mening: Sammenligninger og udligninger

Forleden var jeg til et meget vellykket og velbesøgt debatmøde om Langelands fremtid med de lokale folketingspolitikere, borgmester Tonni Hansen og en veloplagt sal med 160 borgere. Tak til Klub100 fra ØP og til Thomas Bernt Henriksen, der dygtigt ledede debatten og holdt politikerne til ilden. Der var en god stemning, selvom meget kredsede om den gordiske knude: udligningsreformen. Der er ikke så sært, at det er svært: De, der skal betale, synes, de har rigeligt at bruge pengene til, mens de - alt for mange - der forventer at få mere, synes det er dybt uretfærdigt. Den foregående regering forsøgte sig blandt andet med statslig udflytning, og der er nok ingen tilfældighed i timingen, når de hovedstadsbaserede medier præcis nu kritiserer udflytningen, samtidig med at de bedyrer, at det er uretfærdigt, at netop DE skal betale. Vores velfærdsmodel bygger efter min mening på en idé om, at de, der har, i et vist omfang må betale til dem, der ikke har - imod at der til gengæld tilflyder alle en fælles sikkerhed og en vis fælles standard i offentlig service. Den bygger også på, at man så vidt muligt skal klare sig selv længst muligt. Jeg tror, bevidstheden herom er skredet, så det handler om at råbe højest og sikre sig selv. Hvorfor er det ellers sådan, at velbeslåede borgere nemmere får bedre behandling i sygehusvæsnet end andre? Læg hertil, at de tit ovenikøbet har adgang til sundhedsforsikringer og andre yderligere muligheder. Som barn boede jeg i en lillebitte landsby. Vi havde ikke badeværelse, bil eller telefon. Var vi så fattige? Nej, ikke som vi selv opfattede det. Vi vidste, at nogen havde det ringere, men især: At der var mange andre, der havde det som os. Det var meget almindeligt, men det er klart, at vi gennem 60'erne fik flere velfærdsgoder, som bestemt var dejlige, som følge af den almindelige velfærdsstigning. Det handler om retfærdighedsfølelse og den standard, man kan iagttage, andre har, for at et samfund skal føles retfærdigt. Ikke om de er fattigere i fjerne lande. Med alle mulighederne for at kigge hinanden i kortene kan vi nu få øje på den ulighed, som vi ser det, der er i den offentlige service. På mit eget område, biblioteksområdet, er der kommuner især i hovedstadsområdet, der har det dobbelte til at drive bibliotek for, som vi har. Derfor er det meget svært at lave den samme grundservice, hvilket man jo egentlig kunne forvente sig. Det er dog ikke ensbetydende med, at servicen som følge af dobbelt beløb er dobbelt så god, skulle jeg hilse at sige. Jeg er tilhænger af det kommunale selvstyre, som differentierer servicen efter lokale behov. Jeg er også utrolig glad for at bo her på denne skønne ø, hvor der er så mange gratis goder og ildsjæle, at her er godt at bo. Men uligheden er alligevel så stor, at der må tales højt om den.

Annonce